En fastetid med overraskende kraftfuld smag
Ristesøndag hører til de fastedage, der gemmer på en overraskende rig smag: ristet korn, spirede ærter, hvidløgssuppe og enkle retter uden kød. Det var en dag, hvor man tænkte over, hvad der ville vokse, hvad der skulle sås, og om der ville være brød nok til alle. Måske er det netop derfor, det stadig giver mening at vende tilbage til disse simple retter, der bygger på korn og bælgfrugter.
Fastetiden handlede ikke kun om, hvad man undlod. Det handlede i høj grad om, hvad man blev bevidst om. Ristesøndag mindede folk om det mest grundlæggende – kornet, sæden og brødet. Mændene samledes på kroen og diskuterede høsten: hvad der skulle sås, hvilke kornsorter der bedst betalte sig i år, hvad den kommende sæson ville bringe. Der blev talt om arbejde, handel og håb om gode tider. Kornet var ikke bare råvare – det var selve levebrødet, og det blev omtalt med respekt.
Ved den lejlighed skålede man i brændevin lavet af korn. Kvinderne samledes i en af gårdene, snakkede, smagte på tingene og drak en skål – gerne rosolislikør eller frugtlikør, traditionelt valnødslikør på Ristesøndag. Et enkelt glas holdt, for det var trods alt faste, og mådehold hørte uadskilleligt til.
Pražmo: når kornet dufter som nødder
Søndagens navn stammer fra retten kaldet pražmo – udblødte og efterfølgende ristede kornkerner, oftest af rug. Kornet blev blødt op, spredt ud på en pande eller bageplade og langsomt ristet. Det begyndte at dufte svagt af nødder, mørkne og udvikle en fyldigere smag. Det blev spist som det var, eller kogt til en tyk suppe kaldet praženka – en kraftig ret, der varmede og mættede langt mere, end man skulle forvente.
- I dag ville man sagtens kunne tilsætte pražmo til en salat i stedet for croutoner. Eller røre det ud i en tyk grøntsagssuppe. Princippet er stadig det samme – korn har smag, når man giver det tid og rum til at udvikle sig.
Pučálka: ærtet der vågner til live
Ved siden af pražmo lavede man pučálka. Ærter blev sat til at spire og derefter ristet på panden. Når en ært skyder en lille spire, ændrer smagen sig – den bliver blødere og let sødlig. Pučálka blev spist som den var eller med lidt salt. Det var en ret, der udnyttede det, man havde på lager, og mindede om, at man fra et lille, tørt korn kan tilberede en hel tallerken mad, der smager godt. I en tid, hvor vinteren endnu ikke helt havde sluppet sit tag, var det en symbolik, man kunne stole på.
Pučálka er uløseligt knyttet til det gamle Prag, hvor den blev tilberedt og solgt på gaderne – ikke kun om Ristesøndag – af kvinder kaldet pučálnice. De lavede pučálka på små bærbare komfurer og solgte den til forbipasserende i både salt og sød udgave.
Oukrop og šoulet: solid mad uden kød
Til middag kogte man oukrop. En hvidløgssuppe, der dufter helt ud til hoveddøren, uanset hvilken tid på dagen det er. Kraftig fond, masser af hvidløg, brød eller byggryn. Det er ikke et fornem måltid, men når det er lavet ordentligt, er det præcis det, man har lyst til på en kold dag.
Šoulet har til gengæld en lang historie. Den blev ikke kun lavet i fastetiden, men også i jødiske husholdninger, hvor der findes en nært beslægtet ret kaldet cholent. Her blev blandingen af bælgfrugter og korn tilberedt langsomt natten over. Herhjemme var šoulet mere enkel, uden kød, tilpasset fastens mådehold.
- Når man smager den, overrasker den med sin fylde. Ærterne er bløde og let søde, byggrynene har en behagelig tekstur, og hvidløget giver kraft. Det er ikke ligefrem et festbordsmåltid, men hvorfor ikke prøve det – eventuelt også med kød?
Fisk i stedet for kød
Selv om man symbolsk skålede om søndagen, var der ikke kød på tallerkenen. Hvis der dukkede ekstra protein op, var det fisk, som i lang tid ikke blev betragtet som "rigtigt" kød. I den periode, hvor fastereglerne gradvist tog form, blev kød fra varmblodede dyr – altså pattedyr og fjerkræ – anset for noget man nød, men ikke behøvede. Faste betød at give afkald på det, der er behageligt, men ikke nødvendigt. Og netop kød hørte til den slags fornøjelser.
Fisk var derimod den mere tilgængelige og almindelige spise. Den krævede ikke opdræt – det var nok at fange den – og derfor regnede man den ikke for kød. På fastebordets tallerken havde den sin selvfølgelige plads. I kirkelig praksis blev afholdenhed fra varmblodede dyrs kød siden fastlagt som en regel, vi kender den dag i dag.
Du har måske hverken mark eller lade, men du spiser brød. Og korn er stadig grundlaget for det, vi har på tallerkenen. Ristesøndag kan også i dag være en lille påmindelse om fastens ånd: lav en hvidløgssuppe, rist en håndfuld spirede ærter, eller prøv šoulet i stedet for kød. Og tag et øjeblik til at minde dig selv om, at et enkelt måltid ikke behøver at være fattigt.
