En søndag med nys, overtro og fastetidens enkle køkken

Den tredje søndag i fasten kaldes Nyssesøndag. Vore forfædre talte nys, frygtede pesten og ønskede hinanden Guds velsignelse. Hvad spiste man egentlig den dag, og hvorfor var ærter mere værd end kød? Lad os dykke ned i en tradition, der dufter af forår og gammel madlavningskunst.

Når nogen nyser ved bordet i dag, lyder det automatisk: "Prosit". Men tidligere tog folk det langt mere alvorligt. Den tredje fastetidens søndag – på tjekkisk kaldet Kýchavá eller Kýchavná, på latin Oculi – havde ry for at være en dag, hvor et nys kunne varsle sundhed eller en snarlig afgang.

Antal nys afgjorde, hvor mange år du havde tilbage

Ifølge den mest udbredte overtro bestemte antallet af nys din livslængde. Hvor mange gange du nyste den dag, så mange år havde du endnu foran dig. Og lykkedes det dig at nyse tre gange i træk, ventede der dig et år uden sygdom.

Folk forsøgte derfor bevidst at fremkalde nys. Urteblanding hjalp, og siden kom snus til. Et nys skulle rense og styrke kroppen. Men det havde også sin mørke side.

I middelalderen var hyppigt nysning et af de første symptomer på lungepest. Sygdommen var ekstremt smitsom, og dødeligheden enorm. Det er ikke underligt, at omgivelserne reagerede hurtigt, når nogen nyste: "Gud velsigne dig!" Og svaret lød: "Gud give det." Det var ikke blot høflighed, som vi kender det i dag – det var en bøn.

Oculi: Øjne mod himlen, faste på tallerkenen

I kirkens kalender bærer søndagen navnet Oculi efter et vers fra Salme 25: "Mine øjne er altid vendt mod Herren." Fastetiden var i fuld gang. Kød var stadig forbudt, maden var enkel og måltiderne sparsomme. Og netop her kommer det mest interessante spørgsmål: hvad satte man på bordet den søndag?

Hvad spiste man på Nyssesøndag? Porre, ærter og kartoffelkager

På bordet stod der ofte porresuppe. Ikke en fløjlsblød flødesuppe med fine urter, men en ordentlig, tyk omgang – undertiden jævnet med opbagning eller kartoffel. Porre var den ideelle råvare til fastetiden. Den holdt sig hele vinteren i kælderen, kostede næsten ingenting og havde en markant, let skarp smag, der formåede at løfte et ellers meget spartansk køkken. Skåret i skiver og langsomt sauteret i smør eller svinefedt fyldte den hele huset med duft. Kombineret med bouillon eller blot vand og en smule merian serverede man en suppe, der varmede det gennemfrosne legeme og symbolsk "rensede" kroppen efter den lange vinter.
En anden vigtig ingrediens var ærter. Og ikke hvilke som helst. Man lavede pučálka – ærterne blev først udblødt, sat til at spire og dernæst ristede. Spiringen var ikke bare praktisk, men også symbolsk. Fra et hårdt, tørt korn voksede pludselig en levende spire frem. For vore forfædre var det et klart billede på en ny begyndelse og det forestående forår. Pučálka blev spist salt med salt og løg, eller sødt med honning. Den var billig, mættende og fuld af energi – en kærkommen afveksling i fastetiden.
Vi må heller ikke glemme kartoffelkagerne – de såkaldte šlejšky. Beskedent dej af kogte kartofler og mel, nogle gange tilsat æg, rullede man til aflange forme og kogte i vand. De blev serveret sødt med valmuefrø og sukker, overhældt med smeltet smør, eller salt med eksempelvis løg. Det var mad, der mættede en stor familie til en næsten ubetydeligt lille pris. Kartofler var grundpillen i køkkenet, og det samme gjaldt melet.

Fastetidens kloge og enkle køkken

Nyssesøndag var, som det hører sig til i fastetiden, ikke en dag for festmåltider – den handlede om mådehold og klog udnyttelse af de råvarer, der havde overlevet vinteren. Porre fra kælderen, ærter fra skuffen, kartofler fra forrådskammeret: et enkelt køkken, der holdt familierne ved kræfter, mens man ventede på foråret.

I dag behøver du ikke tælle dine nys. Prøv i stedet at koge en porresuppe, riste nogle ærter eller lave kartoffelkager. Fastetidskokkenet er overraskende aktuelt. Det er sæsonbetonet, budgetvenligt og arbejder med det, du allerede har derhjemme.